Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Forening » Nyheder » 125 piger festede på pigebasketfestival
Støt vores sponsorer:

Nyheder

125 piger festede på pigebasketfestival

Flere og flere danske piger spiller basketball i Danmark. Det var tydeligt lørdag den 4. marts i Nørrebrohallen, hvor 125 seje basketpiger gav den gas med driblende basketbolde, dunkende danserytmer, grin og high fives.
Der var gang i den i Nørrebrohallen første lørdag i marts, her var Stevnsgade Basketball Klub vært ved årets pigebasketfestival, der arrangeres af DGI Basketball, DBBF, Dameligaen og BørneBasketFonden. Sikke en fest!

De første piger dukkede op lidt i kl. 10 lørdag formiddag, og de fandt hurtigt boldene frem og testede kurvene i Nørrebrohallen. Da alle de mange piger havde tjekket ind og fået en t-shirt, startede dagen med fuld fart under fødderne og fælles opvarmning for alle.

Trænerne var nogle af landets allerbedste kvindelige basketballtrænere, og der var også nogle af Dameliga-spillerne, der hjalp til, herunder Stevnsgades 'superwoman', Hannah Sheikh og Dameligaens topscorer Ida TP.
Masser af smil og seje moves med kendt danser

Sidst på formiddagen dukkede danseren og koreografen Toniah Pedersen - kendt fra blandt andet X Factor - op og udfordrede basketpigerne med en dansekoreografi.

"Det var helt forrygende at se pigerne danse sammen på tværs af alder og klubber, og selvom ikke alle trinene var lige nemme at få lært, var der masser af smil, seje moves og fart over feltet hos alle pigerne," udtaler Mads Bojsen, Udviklingskonsulent hos DBBF Basketball.

Toniah Pedersen sluttede af med at fortælle pigerne, at hvis man er dedikeret til noget og træner, træner og træner, kan man blive, hvad man vil. Et vigtigt budskab til alle piger i alle aldre.

Efter lidt mere basketball-træning, var der gode, sunde sandwich fra Protein-Bar, og pigerne gjorde sig klar til at heppe på de lokale favoritter fra Stevnsgade Superwomen.
Flot Dameliga-opgør rundede dagen af
De 125 piger fyldte godt på tilskuerpladserne og de to Dameliga-hold fra Stevnsgade Superwomen og sidste års danske mestre fra Virum Go Dream kvitterede for den store opbakning med en flot kamp, der endte med en sejr til gæsterne fra Virum på 68-61.

Pauseunderholdningen sørgede pigerne naturligvis for – godt pisket frem af den altid veloplagte kampspeaker, Jan Boel, fra Stevnsgade.

Pigerne sluttede Pigebasketfestivalen af med en masse skudkonkurrencer og små korte, intense kampe, inden de glade og trætte piger tog hjem ved 17-tiden med en lille goodie-bag i hånden.
Pigebasketfestival skal få flere piger til at spille basket

Pigebasketfestivalen er et led i en samlet indsats fra DGI Basketball og Danmarks Basketball Forbund om at få flere piger til at spille basketball.

Og der var en hel del piger med til pigebasketfestivalen, der (endnu) ikke går til basketball, blandt andre Magdalena fra Nørrebro og Liv fra Bellahøj, der begge er 9 år. De havde en fed dag.

"Det har været rigtigt sjovt. Vi har bevæget os meget, leget mange gode lege, og det var fedt med dans," udtaler Magdalena.

"Jeg var også på SFO Basket Camp i vinterferien og det er meget sjovt at spille basketball. Jeg kunne godt finde på at starte til det," supplerer Liv.

Og på spørgsmålet om, hvorfor det er fedt at spille basketball, lød svarene:

"Man skal prøve at ramme noget og det sjovt, for så kan man øve sig og øve sig og så kan man blive verdensmester," fortæller Magdalena.

"Det er sjovt at bevæge sig og løbe, og så er det fedt at være sammen med de andre piger," siger Liv.

Begge piger tog hjem fra pigebasketfestivalen med en masse gode oplevelser og to indmeldelsesblanketter til Stevnsgade Basketball Klub i rygsækken. Der var vist ikke sidste gang, vi så de to friske piger med en basketball i Nørrebrohallen.

Pigebasketfestivalen er blandt andet støttet af DBBF’s Børn- og Ungeudvalg. Derudover støttede Dameligaen også årets festival med tilskud til de flotte t-shirts.

Der vil i løbet af foråret også komme en pigebasketfestival i Århusområdet, hvor DBBF og BørneBasketFonden har ansat en projektleder med henblik på at få flere piger til at spille basketball.
Kort om Pigebasket i Danmark

Da DGI Basketball og DBBF startede indsatsen for at få flere piger til at spille basketball i 2013, var der lidt over 1900 piger under 18 år, der spillede basketball i en klub.

I år 2016 forventer DBBF at se en stigning på omkring 15 %, når de nye medlemstal er blevet talt sammen og offentliggjort.

Vi venter med spænding.  

Foreningskontakter

Mads Bojsen
Udviklingskonsulent (Øst)

Tlf. +45 51 41 61 50
E-mail: Mad@basket.dk
Thomas Johansen
Breddechef/konsulent (Vest)

Tlf. +45 3118 6793
E-mail: tjs@basket.dk
William Bond
SMARTkonsulent (Fyn)

Tlf. +45 2084 5615
E-mail: wbo@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Telefon: +45 43 26 24 20
E-mail:   info@basket.dk
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420