Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Ungdomslandshold » U16 damer i Makedonien 13.08.15
Støt vores sponsorer:

Nyheder

U16 damerne nr. 11 Opdateret 24.08.15


Fredag aften stod de danske piger klar til at møde Finland i placeringsspillet. Pigerne kommer godt fra start i 1. periode med en føring på 19-13. I 2. periode kommer finderne mere med i spillet og i halvvejen står det næsten lige med 36-34 til Danmark. Efter pausen tager finderne fat og får et run på 26-12 og fører med 12 point ind i 4. periode. De danske piger kommer efter det, men dog ikke nok til en sejr. Finland vinder 69-62 over Danmark. Topscorer i kampen var Frida Formann med hele 17 point i kampen!

Dermed skulle Danmark altså spille om 11.-12. pladsen. Danmark mødte så i går Ukraine i deres sidste EM kamp for i år. 1. halvvej følges de lande nogen lunde ad og ender på 31-31 ved halvvejspausen. I 3. periode tager de danske piger fat og har et run på hele 26-6 for perioden. I 4. periode gør ukrainerne et stærkt forsøg på at indhente de danske piger, men der er for langt op og Danmark vinder kampen med en flot sejr på 65-52. Topscorer i kampen blev Andrea Heede Andersen med 15 point. 

De danske U16-damer ender altså på en 11. plads EM 2015 i Makedonien. Tillykke til de seje damer! 

U16 damerne i nordisk opgør Opdateret 21.08.15

 
I onsdags mødte det danske landshold Bulgarien i første runde af placeringsspillet. Pigerne kom godt fra start og vinder 1. Periode med 16-10. Fra 2. Periode tager bulgarerne fat og pigerne har svært ved at komme tilbage i kampen. Først 4. Periode kommer de tilbage og har et run på 15-9. Det var det desværre ikke nok og Bulgarien vinder med sølle 2 point; 52-54. Topscorer i kampen var Frida Formann med 13 point.
 
I går mødte Danmark så Ukraine og får en flot sejr på 38-53. Trods 17 turnovers fører Danmark hele kampen igennem får dermed 2 point med sig. Topscorer i kampen var Amalie Langer med 14 point.
 
Efter et nederlag mod Bulgarien og en sejr over Ukraine, giver det Danmark samlet 5 point. Både Danmark, Bulgarien og Ukraine endte med 5 point og det er derfor opgjort internt. Danmark ender som nr. 1 i deres gruppe.
 
Danskerne skal nu møde Finland i placeringsspillet om 9.-12. pladsen.
 
Kampen bliver spillet 18.45 lørdag den 22. august og kan følges her: http://goo.gl/hW095h
 
Vi ønsker U16-damerne held og lykke!

Herunder ses pigerne på turneringens første hviledag, hvor det blev til en tur på restaurant.

U16 damerne nr. 3 i gruppespillet Opdateret 19.08.15

Efter Sverige i går aftes slog Albanien med 39-103, indtog svenskerne 1. pladsen i gruppen med 8 point. Derudover mødte Rumænien Schweiz hvor det endte med en sejr på 66-20 til rumænerne. Det betyder, at rumænerne endte med 7 point og dermed rykker de danske piger fra at være nr. 1 til nr. 3 i gruppespillet.

U16-damerne skal derfor spille om 16.-9. pladsen. Danskerne skal i første runde møde Bulgarien i dag kl. 14.15 og Ukraine torsdag kl. 14.15. Du kan følge begge kamp live her: http://goo.gl/7phsHF

U16 damernes gruppespil ved EM 17.08.15

 
U16-damelandsholdet har spillet alle deres kampe i gruppe spillet til EM og ligger foreløbigt på 1. pladsen i gruppen. Sverige mangler dog 1 kamp og kan med en sejr over Albanien ende på 1. pladsen i gruppen. Derudover mangler Rumænien og Schweiz også at spille en kamp, der starter i dag. 16.30. Danmark er altså med sine 6 point ikke sikker på hverken at blive nr. 1 eller 2 og i gruppespillet. Vinder Rumænien over Schweiz i aften rykker de over Danmark og Danmark vil derfor ende som nr. 3 i gruppespillet og dermed ikke gå videre.
Det betyder, at landsholdet skal spille enten om 8.-1.pladsen eller om 16.-9. pladsen.

Her følger en kort opsummering på U16 damernes 4 kampe i grundspillet.

Danskernes første kamp var mod Rumænien. Rumænerne havde efter 1. halvleg en føring på 12 point og var så småt ved at trække fra pigerne. Rumænerne fortsætter føringen til slut, men de danske piger får et run på 13-6 i 4. periode og indhenter næsten rumænerne. Kampen ender 48-53 til Rumænien. Topscorer i kampen blev Amalige Langer og Katrine Lassen med 10 point hver.

Du kan se stats fra kampen mod Rumænien her: http://goo.gl/7da6P8

Herefter mødte danskerne Albanien, hvor de efter nederlaget kom stærkt tilbage. Med en sejr med imponerende 12-112 over albanerne. På trods af 19 turnovers fra danskernes side, fik de albanerne til at lave intet mindre end 59 turnovers. Topscore i kampen blev Marie Nielsen med 18 point.

Du kan se stats fra kampen mod Albanien her: http://goo.gl/avvgkv

Tredje modstander i gruppen var Sverige, hvor pigerne havde en tæt kamp, der desværre endte med en lille sejr til svenskerne på 53-60. Danskerne var ellers foran 13-9 efter 1. periode, men herefter kom pigerne ikke foran igen. Svenskerne smed ellers bolden væk 24 gange, hvorimod danskerne ”kun” smed den væk 15. Dette var altså ikke nok til en dansk sejr. Topscorer i kampen var Amalie Langer og Frida Formann med 13 point hver.

Du kan se stats fra kampen mod Sverige her: http://goo.gl/rHxQ6N

Sidste modstander i gruppen var Schweiz og her vinder de danske piger med en flot sejr på 48-78. Danskerne var bagud med 2 point efter 1. periode og kun 2 point foran ved halvlegen. Efter pausen trak de danske piger sig fuldstændig fra schweizerne og fik et run på henholdsvis 12-23 og imponerende 4-21 i 3. og 4. periode. Topscore i kampen bliver Frida Formann med hele 24 point.

Du kan se stats fra kampen mod Schweiz her: http://goo.gl/Rn2yun
 
Hvilken placering Danmark skal spille om, bliver altså afgjort i aften. Uanset hvordan det ender, så ønsker vi de danske U16 damer al held og lykke med de næste kampe!

 

U16 damernes tur til at spille EM 

13.08.2015

Fra d. 13.-23. august skal det danske U16 damelandshold skal spille EM i Ohrid - Struga. 20 nationer kæmper om EM titlen i division B, hvoraf  1., 2., og 3. pladsen bliver kvalificeret til at række op i A divisionen.

De 20 nationer er opdelt i 4 grupper bestående af gruppe A, B, C og D. Danmark er i gruppe A, hvor u16 damerne skal møde følgende nationer: Sverige, Albanien, Schweiz og Rumænien.
Link til turneringssiden med meget mere info: http://u16women.fibaeurope.com/enDivB/

Truppen ser således ud:
 
   Emilie Bæk  Hørsholm
   Cirkeline Rimdal  SISU
   Anna Dyhrberg  Værløse
   Andrea Heede-Andersen  Værløse
   Katrine Horneman  Hørsholm
   Marie Holm Nielsen  Værløse
   Karoline Gråskov  Værløse
   Amalie Langer  Hørsholm
   Josephine D. Matthiesen  Hørsholm
   Frida Boje Formann  Værløse
   Malou Savanna Bay  Hørsholm
   Helene Dalsgaard  SISU
   Kristine Risager Pedersen  Hørsholm
   Ellen Lykholt Svendsen  Værløse
   Beate Hageskov  Hørsholm
   Karoline Miladinovic  Hørsholm
 
Holdets headcoach er Anja Andersen, som assisteres af Nedeem Ahmad og Karina Weiland.
Fysioterapeut er Céline Engelbrecht Larsen og manager er Peter Rønhack.

Kampprogrammet for holdet ser således ud i gruppespillet:
Dato Modstander Tid
13.08.2015 Rumænien 14:15
14.08.2015 Albanien 21:00
15.08.2015 Sverige 16:30
16.08.2015 Schweiz 21:00
 
Vi har talt med med headcoach Anja Andersen inden starten af slutrunden:

1)      Hvordan har forberedelsen været? Er I klar til EM?
Vores træninger har været rigtig gode. Pigerne har arbejdet seriøst og hårdt. Vi kunne dog godt have brugt nogle flere kampe, da det var tydeligt at se i de to kampe vi spillede mod Østrig, at vi manglede kamptræning. Østrig havde været til turnering både i Luxembourg og Rumænien inden de mødte os, så i den første kamp var vi ikke helt parate på niveauet. Den tabte vi med 3 point men dagen efter fik vi revanche og kunne tydeligt se hvad kamptræning gjorde for os, for det var et helt andet hold der kom på banen der og vi vandt overbevisende 84-51. Så flere træningskampe ville have gjort os godt, men sådan skulle det jo så ikke være, da vores træningsturnering i Serbien blev aflyst kort, før vi skulle afsted.
 
Der er dog ikke en finger at sætte på pigernes indsats i alt hvad vi har ført dem igennem af konditionstræning, styrketræning og baskettræning. Så nu er vi bare på parate til at komme afsted og ENDELIG spille de kampe vi har arbejdet frem mod hele sommeren. Og ja som træner kan man jo altid ønske at træne noget mere, men vi er nået til det punkt, at nu skal skibet bare sættes i vandet og se om det kan holde vand. Vi glæder os RIGTIG meget til at komme igang til EM og forhåbentlig repræsentere DANMARK på bedste vis.

 
2)      Hvad er dine forventninger?
Mine forventninger er at vi lægger alt hvad vi har på banen hver gang - vi skal aldrig blive outhustlet. Så kan det være vi møder hold der er bedre end os, men uanset hvad så kæmper vi med hjerte og sjæl for hinanden og for DANMARK til enhver tid! Vi går altid ind at vinde alle de kampe vi spiller. Vi ved dog ikke meget om vores modstandere i puljen, så det er svært at sige helt præcist. Dem vi ved mest om er Sverige som vi har mødt flere og dem har vi ikke vundet over endnu i denne sæson, men en gang skal jo være den første og så hvorfor ikke når det gælder ;) Men uanset vil vi give alle kamp til stregen og så ser vi hvor langt der bærer.
 
 
3)      Hvad er holdets styrker? Hvad vil være nøglerne til succes for jer?
En af vores styrker er klart at vi er et meget homogent hold som hænger godt sammen samt vores hårde og intense forsvar. Det vil være noget vi skal kunne levere hver gang for at få succes. Vores bredde på holdet skulle gerne kunne bære os langt, da vi vil kunne putte maksimalt pres på modstanderne hele vejen igennem. Vi har selvfølgelig nogle individer og har forskellige typer der kan byde ind med forskellige ting, men i sidste ende er det holdet og viljen til at ofre sig for hinanden, der skal bære os langt. 

 
4)      Hvad synes du, at u-landsholdsspillere får ud af at spille landskampe og EM? Hvad tager de med sig som spillere?
Der er ingen tvivl om at u-landsholdsspillere får rigtig meget ud af at spille landskampe og EM. De kan tage rigtig meget med som spillere både i forhold til hvilke områder af deres spil de skal arbejde videre med for at opnå et højere niveau - det er både det spillemæssige men også det fysiske og det mentale. Der er mange flere elementer i det at være en elite atlet end bare at spille bold og det finder de ud af gennem et landsholdsforløb og ved at spille et EM hvor der er maksimalt pres på dem. Det er jo først når man bliver presset og kommer ud af sin comfort zone at man udvikler sig rigtigt og det vil man helt sikkert komme igennem i et EM på et eller andet tidspunkt. Så der er rigtig mange ting for en spiller at tage med sig fra at spille landskampe og EM. 
 
Derudover er det bare en stor ære at få lov til at repræsentere sit land.  Det er de få, der får lov til at opleve det og det skal man værdsætte! Du spiller for DIT LAND  -  det er noget af det største man kan opleve som sportsudøver i det hele taget.
 

5)      Dit bedste råd til a) en ung træner og b) en ung spiller, som har ambitioner med basketball?
Det er vel i bund og grund lidt det samme at være ung træner (eller bare træner) og ung spiller (eller bare spiller), man skal hele tiden søge muligheder for at forbedre sig, man skal arbejde hårdt på at søge viden. Det kræver noget EKSTRA hvis man virkelig vil noget med det. Man skal turde satse på det og man skal gøre det helhjertet. Og ja det betyder at man må sige nej til nogle ting som andre unge ikke behøver, men i det lange løb så vil man få så mange fantastiske oplevelser og få nogle fantastisk muligheder, at man aldrig vil fortryde det, hvilket selvfølgelig kan være svært nogen gange at se når man er ung!
 
Hvis man vil være virkelig god så skal man yde den indsats det kræver, man får intet forærende! Det kræver blod, sved og tårer som man siger og nogen gange har man lyst til at kaste håndklædet i ringen, men når den tid kommer så søg hjælp hos dem omkring en - trænere, ældre spillere og for unge trænere vil det være rigtig godt at have en mentor som man kan komme til når man møder muren nogen gange. Alle har været på det sted hvor alt hænger en ud af halsen men man kommer over det og kommer stærkere ud på den anden side! 
 
Det farligste er at tro man kan alt for man kan altid lære noget nyt så man skal som spiller såvel som træner blive ved med at forbedre og uddanne sig. Når man et mål så sæt et nyt, så man altid har noget at arbejde mod. For unge spillere så er tiden man bruger udover træning på selvtræning virkelig vigtig, hvis man er ambitiøs for selvom man træner mange gange om ugen så har man brug for endnu flere repetitioner og så ALTID træn i kamptempo også selv om man er alene. Det er jo i den sidste ende kampsituationer man træner til, så træner man ikke i kamptempo så vil man ikke kunne bruge det når man gerne vil. 
 
Derudover så skal det være ok i vores ellers "lidt" jantelov præget land at sige at man gerne vil være den bedste og gerne vil opnå høje mål og dermed have super høje ambitioner - så sig det højt og gå benhårdt efter det ellers kommer det ikke til ske!
 

Landsholdskontakter

Steen Guido
Sportschef

Tlf. +45 4326 2423
E-mail: stg@basket.dk
Jens Døssing
Elitekoordinator

Tlf. +45 2536 8298
E-mail: jdo@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Telefon: +45 43 26 24 20
E-mail:   info@basket.dk
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420