|
Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke |
|
|
|
|
| |
Damelandsholdets sidste 16 spillere udtaget - og ny mediepartner
|
Landstræner Jesper Krone har udtaget 16-spillertruppen op mod de første kampe på højeste europæiske niveau for det danske damelandshold i basketball i 19 år. Danmark spiller på udebane mod Rumænien 14. november og på hjemmebane mod Italien. Den kamp er den første officielle landskamp på dansk jord siden 2000. Samtidig har Danmarks Basketball Forbund indgået en aftale om at kvalifikationskampene vises live i samarbejde med Ekstra Bladet.
- Vi har sammensat et meget spændende hold, som jeg er yderst tilfreds med, siger landstræner Jesper Krone om den nyudtagne trup. Der har været mange hensyn at tage, ikke mindst at basketball på det her niveau er enormt fysisk og at vi skal kunne sætte os igennem mod modstandernes store, erfarne spillere.
Det er blevet til en trup med syv spillere fra udenlandske klubber og/eller universiteter, en række spillere fra den danske liga med masser af udlandserfaring, samt enkelte yngre spillere med et fremtidigt potentiale på allerhøjeste europæiske niveau.
-Vi er endt med at alle de erfarne spillere på holdet har erfaring fra en eller flere sæsoner i enten USA eller Europa, siger Krone. Det har ikke været et mål, men når vi ser på tempo, fysik og spillestil på landsholdsniveau, er det bare en kæmpe fordel at have prøvet det før.
Emilie Hesseldal, Hanna Sheikh, Line Piechnik, samt holdkammeraterne Anna Seilund og Maria Jespersen hentes hjem fra europæiske klubber. Seilund og Jespersen spiller i den bedste spanske række for C.D. Zamarat, hvor Jespersen er næstmest scorende spiller efter seks kampe. I sommeren 2018 var hun på tale til den amerikanske række WNBA.
Normalt er det svært at hente spillere hjem fra universitetsophold i USA, fordi holdenes kampprogrammer ikke tager hensyn til landskampe, men da både Sarah Mortensen og Lena Svanholm ikke må spille universitetskampe denne sæson, på grund af de amerikanske regler for klubskifte, har de mulighed for at spille for Danmark.
Fra den danske liga er der både unge talenter, der præsterer på højt niveau, samt erfarne spillere, der bærer deres hold.
Fra den første kategori findes Frida Formann og Juliana Okosun fra Værløse, samt Alberte Rimdal fra Aabyhøj. Formann er i en alder af kun 18 år tredjemest scorende i Dameligaen, og i top fire i både rebounds og assists.
Blandt de erfarne spillere findes blandt andet Gritt Ryder og Ena Viso fra topholdene Hørsholm og Amager, SISUs Ida Tryggedson, samt Åbyhøj-duoen Caroline Wich og Ida Krogh.
- Vi går efter at sætte et hold, som spiller med høj energi og med stor vilje, siger Jesper Krone om de udvalgte. Vi vil gerne bygge vores spil op omkring en masse bevægelse, den ekstra aflevering og fart. Holdet viste, da vi vandt Small Nations Cup i Irland, at når vi spiller med god forståelse og træffer gode beslutninger, er vi svære at spille mod. Det skal vi forsøge at gentage i denne kvalifikation.
Damelandsholdets kampe vises live og gratis på Ekstra Bladets hjemmeside, startende med udekampen 14. november i Rumænien. Ekstra Bladet er også hjem for Bakken Bears’ kampe i EuroCup’en, samt en lang række andre sportsbegivenheder, herunder divisionsfodbold. Direktør i Danmarks Basketball Forbund, Rasmus Winkel, udtaler i den forbindelse:
-Vi er glade for at landsholdet har fundet et hjem på Danmarks største netmedie, som med deres streamingsatsning har vist sig som et spændende alternativ til den traditionelle TV-dækning af sport. Der er ingen tvivl om at streaming af sport er fremtiden og et samarbejde med et så stort medie som Ekstra Bladet giver os et forspring i den proces.
Kvalifikationssystemet fungerer sådan, at de ni gruppevindere samt de fem bedste to’ere kvalificerer sig til EM. Der er ni grupper, hvoraf nogle består af fire og andre tre hold. Når to’erne skal vælges, er det kun kampene mellem de tre øverste hold i grupperne, der tælles med, så der kan sammenlignes på lige vilkår.
De udtagne spillere for Danmark er:
Spiller |
Klub |
Alberte Rimdal |
Åbyhøj IF |
Anna Seilund |
C.D. Zamarat (Spanien) |
Anne Hee |
Falcon/Hørsholm |
Caroline Wich |
Åbyhøj IF |
Emilie Hesseldal |
Skallagrimur (Island) |
Ena Viso |
BK Amager |
Frida Formann |
Værløse Blue Hawks |
Gritt Ryder |
Hørsholm 79ers |
Hanna Sheikh |
Telge Basket (Sverige) |
Ida Krogh |
Åbyhøj IF |
Ida Tryggedsson |
SISU |
Julianna Okosun |
Værløse Blue Hawks |
Lena Svanholm |
UC Davis (USA) |
Line Piechnik |
UCAM Primafrio (Spanien) |
Maria Jespersen |
C.D. Zamarat (Spanien) |
Sarah Mortensen |
Villanova University (USA) |
|
| | |
|
|