|
Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke |
|
|
|
|
| |
Aarhus tæller ned til ny sportsfestival
|
I weekenden kommer Aarhus til at summe af sport og det bliver på en hidtil uset måde, når Aarhus-klubberne: AGF, Bakken Bears, Aarhus United og Århus Håndbold sammen gentænker oplevelsen ved at gå til sport. Sport Tailgate er navnet på festivalen, der nu er klar med det endelige program, der skal lokke tusinder af mennesker til en ny og anderledes sportsweekend d. 18-20 august. |
Hele området foran Ceres Park & Arena bliver fra fredag til søndag forvandlet til et aktivitetsland med over 30 aktiviteter og det hele er gratis. Der er mulighed for at spille lasergame, bordtennis, floorball, gymnastik, sportsbanko, streetsport i håndbold, fodbold og basketball og meget meget mere.
Lokale Aarhus kunstnere vil stå for musikken hvor bl.a. fremadstormende Aarhus-sangere Alexander Oscar og Rasmus Matthiesen skal optræde. Ligeledes vil unge stand-up-komikere levere underholdningen, mens Kødbyens Mad & Marked Aarhus sørger for et bredt udvalg af foodtrucks med street food, der giver gæsterne smagsoplevelser fra hele verden, mens Food Festival vil lave forskellige workshops.
”Tailgaiting er et elsket fænomen i Nordamerika, hvor maden er god og stemningen er høj. Det handler om fællesskab på tværs før sportsbegivenheden,” siger Peter Stensig og fortsætter:
”Derfor har Sport Tailgate også allieret sig med Weber, så publikum selv kan købe kød på pladsen og grille i bedste Tailgate-stil, som vi kender det fra de sociale begivenheder i Nordamerika,” siger han.
Sport og talent
De fire samarbejdsklubber spiller alle kampe i løbet af weekenden, der begynder med Bakken Bears mod Hamburg Towers fredag aften.
Lørdag skal Aarhus’ nye dameligahold, Aarhus United, møde Hadsten SK i et lokalopgør, mens Erik Veje Rasmussens Århus Håndbold møder sidste års DM-semifinalister fra Ribe-Esbjerg HH. Søndag slutter Tailgate med braget mellem AGF–Brøndby i Superligaen.
At det overhovedet kan lade sig gøre skyldes et unikt samarbejde mellem de fire klubber
”Klubberne har valgt at samarbejde i troen på, at klubberne i fællesskab kan skabe og udvikle nye idéer for publikumsoplevelser i Aarhus”, fortæller Steffen Wich, Eliteidræt Aarhus
Festivalen er en del af Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017. Her glæder man sig over det nye initiativ.
”Samspillet mellem sport og publikum er utroligt vigtigt, og Sport Tailagte gentænker både samarbejdet på tværs af sportsgrene og involveringen af publikum. Aarhus har et fantastisk sportspublikum, der viser stor loyalitet og kærlighed til de forskellige sportsgrene, og festivalen vil skabe helt ny rammer for fælles oplevelser,” siger Bent Sørensen, kommunikationschef i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Derudover vil de fire klubbers talenthold spille en kamp i løbet af weekenden, mens Sport Tailgate vil
sætte fokus på frivillighedskulturen gennem sjove frivillighedsaktiviteter, ligesom særlige ildsjæle fra foreningslivet i Aarhus vil blive portrætteret og hyldet.
”Vi eksperimenterer med og udforsker nye muligheder for at skabe en unik sportsoplevelse i Aarhus. Hvis der er god opbakning fra borgerne, er det klart, at det giver blod på tanden for mere i 2018,” siger Peter Stensig, der håber på op mod 20.000 mennesker i løbet af weekenden og samtidig opfordrer alle til at gå eller tage cyklen i det forhåbentlig gode sommervejr. |
Et udsnit af programmet den 18.-20. august:
Fredag: ( Bakken Bears - Hamburg Towers)
- Pladsen, aktiviteter og street food åbner kl. 14.00 med officiel åbningstale kl. 15.20
- Tre bands og tre komikere skaber god stemning imens Bakken Bears laver optakt til deres kamp.
- Street-turnering i basketball (kræver tilmelding på Sporttailgate.dk)
- Bakken Bears-Hamburg Towers kl. 18.00 i Hal 1 (gratis entré for alle) efterfulgt af musik, street food mv. indtil pladsen lukker 21.30.
Lørdag
- Pladsen, aktiviteter og street food åbner kl. 12.00
- Street-turnering i håndbold (kræver tilmelding på Sporttailgate.dk)
- Tre bands og tre komikere skaber god stemning. Optakt til sportskampe.
- Aarhus United-Hadsten SK kl. 13.30 og Århus Håndbold-Ribe/Esbjerg HH kl. 16.30 i Ceres Arena (gratis entré for alle)
- Workshop med diskussion om talentudvikling med Lars Friis fra AGF, Erik Veje Rasmussen fra Århus Håndbold, Steffen Wich fra Bakken Bears og Mikkel Larsen, der er træner for atletikstjernen Sara Slott Petersen (kræver tilmelding på Sporttailgate.dk)
- Pladsen lukker 21.30
Søndag:
- Pladsen, aktiviteter og street food åbner kl. 12.00
- Street-turnering i fodbold (kræver tilmelding på Sporttailgate.dk)
- Tre bands og tre komikere skaber god stemning. Optakt samt ”Fodbold med Horup Live”
- AGF-Brøndby kl. 18.00 i Ceres Park (gratis adgang for børn til og med 14 år). Pladsen har åben efter kampen og lukker kl. 21.00
Ceres Park & Arena forvandles i weekenden d. 18-20 august. |
| | |
|
|