Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Arnel Dedic er ny herrelandstræner

Nyheder

Arnel Dedic er ny herrelandstræner

Det succesfulde danske basketballlandshold for herrer får en ny træner, der er velkendt af spillerne og basketballmiljøet. Kroatiske Arnel Dedic har gennem de seneste ti år været træner i den danske Basketliga og har derigennem opbygget et indgående kendskab til spillerne på det danske hold.
I august står basketballlandsholdet foran fire vigtige kvalifikationskampe. Her venter en pulje med Island og Montenegro, hvor de to øverst placerede hold går i VM-kvalifikationen, mens det nederst placerede rykker ned i rækkerne og skal begynde kvalifikationen frem mod EM 2025. Derfor har det været vigtigt at finde den helt rigtige træner til at tage over efter Erez Bittman og DBBF’s bestyrelsesformand Mads Young Christensen er virkeligt tilfreds med at det bliver Arnel Dedic, der overtager det succesfulde danske landshold:
 
- Arnel har et personligt forhold til nærmest alle spillerne, gennem hans trænergerning i topklubberne i Horsens og Næstved over de seneste ti år, siger Mads Christensen. Enten har han været deres træner, eller han har coachet mod dem. Det er selvfølgelig en kæmpe fordel op til de vigtige kampe, der kommer lige om lidt. Det samme er det, at han har masser af erfaring fra store kampe med masser af pres på.
Dedic kom til Horsens i 2011 og siden da er det blevet til to pokalmesterskaber, to DM-titler, tre sølvmedaljer og tre sæt bronze, alle med Horsens.
 
-Den største ære, man kan få, er at træne et landshold, siger Dedic om baggrunden for at tage jobbet som landstræner. Det, at repræsentere et land, er kæmpe stort og jeg kan ikke lige nu forestille mig noget større end at overtage det her hold. Spillerne har vist deres kvaliteter og vinderinstinkt over de seneste år og jeg glæder mig til at arbejde med dem og har stor tro på at vi sammen kan skabe succes.  
 
Parterne har lavet en aftale, der gælder landsholdets umiddelbare opgaver i august, med gensidig mulighed for forlængelse bagefter.
 
Dedic afløser israelske Erez Bittman, der efter den måske mest succesfulde periode nogensinde for det danske landshold, ikke har ønsket at indgå en ny aftale.
 
-Arnel Dedic er en ideel landstræner i mine øjne, siger den afgående landstræner om den nye. Jeg vil gerne anerkende, at han var en af dem, der sprang i øjnene som min afløser.
 
Basketball på landsholdsniveau spilles niveaudelt og i 2017 startede Danmark på laveste niveau i EM 2021-kvalifikationen. I 2020 havde Danmark kæmpet sig op på øverste niveau og spillede om direkte kvalifikation til EM i en dynamitpulje med de to top ti nationer på verdensranglisten Litauen og Tjekkiet. Begge nationer blev i efteråret 2020 besejret og i foråret var Danmark, endda uden superstjernen Iffe Lundberg, et sidste øjebliks-skud fra anfører Adama Darbo fra at slå Litauen for anden gang og dermed kvalificere sig til EM for første gang.
Billeder: Allan Høgholm Photography

Landsholdskontakter

Jörgen Fastberg
Sportschef

Tlf. +45 20 59 18 01
E-mail: jfa@basket.dk
Steen Guido
Talentudvikler

Tlf. +45 20 64 09 26
E-mail: stg@basket.dk
Mauricio Chicola Gutierrez
Sportskoordinator

Tlf. +45 91 95 66 98
E-mail: mag@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420