Bakken Bears vandt 76-75 over s.Oliver Würzburg i den første kvartfinale i FIBA Europe Cup, og fik dermed afsluttet det tyske holds run på ni sejre i træk i den europæiske turnering. Returkampen spilles på onsdag i Tyskland.
Bakken Bears fik en fremragende start og nåede foran 13-7, men 10 ubesvarede point af udeholdet gav bjørnene problemer. Bears sluttede dog første periode, som blev vundet 19-17, bedst. Würzburg viste holdets klasse i anden periode, hvor de var totalt kontrollerende. Stillingen ved pausen var 40-46 efter en tysk føring på 11 point undervejs.
Head coach Steffen Wich var godt tilfreds med sit holds udtryk i anden halvleg: ”Vi foretog nogle taktiske justeringer, som især slog igennem forsvarsmæssigt. Det bliver en spændende returkamp, hvor vi selvfølgelig vil gøre forsøget på at skabe overraskelsen.”
Tredje periode blev Bears’ bedste og de taktiske ændringer gav pote. En velspillende Michel Diouf førte an i perioden, som blev vundet 24-17. Føringen på 64-63 inden de sidste ti minutter blev desværre ikke udbygget i en fysisk hård kamp. Sejren blev på 76-75 – om det er nok til favoritrollen i næste uges returkamp er nok tvivlsomt, men det en spændende kamp!
Topscorer for Bakken Bears var Tobin Carberry, der scorede 15 point, mens Michel Diouf scorede 13. For udeholdet scorede Devin Oliver 17 point.
|