Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
DBBF og Jesper Krone forlænger samarbejdet

Nyheder

DBBF og Jesper Krone forlænger samarbejdet

DBBF har forlænget kontrakten med cheftræneren for kvindelandsholdet, Jesper Krone, så den i første omgang løber til udgangen af februar 2023.
Det er med stor glæde, at DBBF kan annoncere, at vi har forlænget kontrakten med Jesper Krone, så den løber det næste år. Kontrakten vil dog blive forlænget automatisk til og med EM, såfremt kvindelandsholdet kvalificerer sig til slutrunden.

Jesper Krone har haft en kæmpe andel i de flotte resultater og den imponerende udvikling, kvindelandsholdet har leveret siden relanceringen.

Om kontraktforlængelsen udtaler Jesper Krone:

- Først og fremmest nyder jeg at arbejde med spillerne og med trænerstaben og de folk, der er omkring. Selvom der har været bump på vejen, så synes jeg, vi har skabt nogle virkelig fantastiske resultater. Ikke nok med at have skabt sportslige resultater, men vi har samlet kvindebasket i Danmark. Vi har haft fyldte haller, og det har været vildt fedt, og det vil jeg fortsat gerne være en del af.

Formand i DBBF, Mads Young, er også yderst tilfreds med forlængelsen.

- Vi er i bestyrelsen utrolig glade for, at Jesper Krone har takket ja til at forlænge sin kontrakt. Jesper har på kort tid skabt nogle enormt flotte resultater, og vi tror på, at han kan blive ved med at løfte kvindelandsholdet.

- Derudover glæder det os også, at Ole John Nielsen og Eleni Kafantari vil være med på holdet. Med de tre har vi et perfekt team omkring landsholdet, og vi er overbeviste om, at de kan være med til at indfri potentialet.

Han bakkes op af eliteansvarlig, Jakob Dehn.

- Først og fremmest er vi enormt glade for, at vi er blevet enige med Jesper om en forlængelse af hans kontrakt. Med Jesper ved roret, og to enormt kompetente assistenttrænere i Eleni Kafantari og Ole John Nielsen, har vi et virkelig stærkt team omkring Kvindelandsholdet, og at vi sammen kan se frem mod resten af kvalifikationen til EM-2023 og en potentiel deltagelse ved EM næste sommer, det er vi virkelig glade for og stolte af i DBBF.

Skal bygge på

Kvindelandsholdet er stadig i begyndelsen af rejsen, efter holdet blev genetableret, og selvom der på kort tid er blevet leveret imponerende præstationer og resultater, så håber Jesper Krone stadig på, at man kan bibeholde det lange lys.

- Vi er midt i en EM-kval, den anden i nyere tid for det her hold, og vi har allerede nået vores målsætning. Vi skal stille og roligt bygge på, så vi kan få bedre seedninger og på et tidspunkt få en god lodtrækning.

- Arbejdet gør det sværere, når vi kravler højere op. Der kommer forventninger udefra og for os selv, men vi skal forsøge at holde fast i den plan, vi har lagt og ikke miste fokus. Med det sagt er den kortsigtede målsætning stadig at få flere sejre i den her EM-kval.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi beholder fødderne på jorden, selvom vi tævede Østrig og spillede godt mod Rusland. Vi er stadig sårbare over for skader, og vi er stadig tidligt i den her rejse. Vi må godt være skuffede, hvis vi taber og ikke kvalificerer os, men vi skal også være realistiske. Vi er stadig i starten af rejsen, og vi skal huske, at det faktisk er vildt, at vi er kommet så langt på så kort tid. Det er helt vildt imponerende.

Glad for sit team

I det nye team vil Daniel Martin ikke længere være at finde, og der skal derfor lyde en kæmpe tak for Daniels kæmpe arbejde.

- Vi har måttet sige farvel til Daniel Martin som assistenttræner, og vi skylder ham i den forbindelse en stor tak for hans indsats med og for Kvindelandsholdet og ønsker ham det bedste i fremtiden, siger eliteansvarlig, Jakob Dehn.

Også Jesper Krone har kun rosende ord tilovers for sin nu tidligere kollega.

- Jeg er ærgerlig over, at Daniel ikke fortsætter. Jeg har været utrolig glad for vores samarbejde, og han har haft stor indflydelse på den succes, vi har fået.

Samtidig glæder han sig over det kommende samarbejde med Ole John Nielsen og Eleni Kafantari.

- Ole John betyder enormt meget for dansk basketball. Han er god med spillerne og god til at se tingene i helikopterperspektiv. Han skaber ro og har en aura om sig, der skaber ro, og det er enormt rart.

- Eleni er god til at scoute og komme med gode taktiske input under kampene. Hun har noget erfaring fra det græske landshold, og hun er basketuddannet, så hun er skarp. Hun er nysgerrig og fokuseret på de små detaljer, som hjælper mig meget med de ting, som jeg ikke nødvendigvis kigger på.

- Så alt i alt et stærkt team, der indeholder flere kompetencer, og det er vigtigt for mig, at jeg har et team omkring mig, der kan nogle andre ting end mig, så jeg kan blive udfordret. Det er også vigtigt, at mine folk tør være kritiske, og der har vi fået en rigtig god balance ind i vores trænerteam.

Næste opgave for Jesper Krones hold er til november, hvor Montenegro kommer på besøg i EM-kvalifikationen.

Landsholdskontakter

Jakob Dehn
Eliteansvarlig

Tlf. +45 31 60 00 06
E-mail: jad@basket.dk
Steen Guido
Talentansvarlig

Tlf. +45 20 64 09 26
E-mail: stg@basket.dk
Sona Camara
Landsholdskoordinator

Tlf. +45 43 26 25 21
E-mail: soc@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420