|
Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke |
|
|
|
|
| |
DBBF's kommunikation skal have nyt ansigt
|
DBBF’s kommunikationsmedarbejder rykker nogle hundrede kilometer vestpå til næste skridt i karrieren, hvor Mads Olesen tilgår en stilling i Bakken Bears’ kommunikation og markedsføring. |
- Det er næsten lidt ærgerligt at det nok mest spændende kommunikationsjob i skandinavisk basketball åbnede op lige nu, siger Mads Olesen. Forbundet står i mine øjne overfor et tigerspring kommercielt i de kommende år, som det kunne have været virkeligt sjovt at være med til, men et fuldtids kommunikationsjob med topkampe i Danmark og Europa næsten hver uge, er bare umuligt ikke at gå efter.
Olesen har været på deltid i forbundet siden 2018 og har blandt andet stået for en visuel rebranding af landsholdene, samt for at opbygge et tæt forhold til pressen, både den skrevne, online, samt TV og radio. |
-Det mest tilfredsstillende har været arbejdet med kvindelandsholdets crowdfunding, for de spillere er bare noget helt exceptionelt i dansk sport. Deres vilje og arbejdsomhed gav dansk basketball et kæmpe boost i mediebilledet på det helt rigtige tidspunkt. Det mest sure har så modsat været ikke at kunne være i hallen til de to herrelandskampe mod Litauen, på grund af coronarestriktionerne. Jeg gad god have set Sabonis sidde og rase bag bænken live, afslutter Olesen med et grin.
Olesen fratræder med udgangen af juli, men kommer sandsynligvis til at give en hånd med omkring herrelandsholdets vigtige kvalifikationskampe i august.
- På den korte tid, jeg har kendt Mads, har han vist sig som en vellidt og kompetent medarbejder, der brænder for udviklingen af dansk basketball, siger DBBF's direktør Sebastian Brydegaard. Han har bidraget til at optimere vores kommunikation og sætte dansk basketball tydeligere på landkortet. Vi er derfor ærgerlige over at miste Mads, men respekterer hans ønske om at flytte tættere på rødderne i Jylland og at få muligheden for at arbejde med kommunikation på fuld tid i en skandinavisk topklub.
Olesens afgang åbner det mulighed for direktør Sebastian Brydegaard for at rykke lidt rundt på brikkerne og etablere en kombineret fuldtidsstilling med fokus på kommunikation og kommercielt arbejde. Stillingsopslaget offentliggøres senere på ugen. |
| | |
|
|