Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Iffe: jeg er sikker på at jeg nok en dag skal spille for landsholdet igen

Landsholdsnyheder

Iffe til Moskva:
-Jeg er sikker på at jeg nok en dag skal spille for landsholdet igen

Når det danske basketballlandshold mandag samles i Vilnius til de måske vigtigste kampe i den danske basketballhistorie, bliver det uden stjernen Iffe Lundberg. Lundberg rejser nemlig samme dag små 800 km længere østpå for at starte på en af de muligheder, en dansk basketballspiller oftest kun kan drømme om.
 
Lundberg er hentet til CSKA Moskva, der er på en øjeblikkelig andenplads i verdens næstbedste basketballliga, EuroLeague. Et skifte til en EuroLeague-klub umuliggør deltagelse på landsholdet idet klubben ønsker han tiltræder med det samme og spiller kamp samtidig med landsholdets ophold i Litauen.
 
En sejr over Litauen mandag 22. februar vil sende Danmark til EM – og sandsynligvis de mangedobbelte EM, VM og OL medaljevindere ud i mørket. Holdet rejser imidlertid til Vilnius uden Lundberg, der samme dag rejser til Rusland for at starte i CSKA Moskva, der er et af de tre bedste klubhold i Europa, både når man ser på resultater og resurser.
 
CSKA har vundet EuroLeague fire gange siden årtusindskiftet – sidst i 2019 – hvilket ingen andre klubber har overgået. Samtidig opererer CSKA med budgetter i størrelsesordenen 200-300 millioner kroner om året. EuroLeague er en privat liga, der opererer udenfor kontrol af det internationale forbund FIBA. En kamp om økonomi og magt mellem de to gør, at EuroLeague placerer kampe mens landsholdene spiller og EuroLeague-spillerne er derfor oftest ikke tilgængelige for landsholdene.
 
Lundberg har blødt rødt og hvidt for landsholdet gennem mange år og har holdt Danmarks Basketball Forbund involveret i hele processen. Forbundet har undersøgt mulighederne for at få Lundberg med til begge kampe mod Belgien og Litauen den 20. og 22. februar, eller bare en af dem, men de øjeblikkelige realiteter i Moskva gør, at det ikke er realistisk.
 
CSKA Moskva ønsker  at Lundberg træder til med det samme og deltager i kampe og træning mens landsholdet spiller. CSKA deltager også i den udvidede russiske liga, VTB League, der har hold med fra flere østeuropæiske lande, og i begge konkurrencer havde klubben indtil onsdag tabt uhørte seks kamp i træk. Én af dem var i VTB League mod Lundbergs nuværende polske hold, Zielona Gora, hvor den danske stjerne blev topscorer med 26 point og lagde seks assists.
 
CSKA spiller vigtige opgør i EuroLeague fredag 19. og torsdag 25. februar mod Panathinaikos og Olympiacos.
 
Listen over danske spillere, der har spillet på dette niveau, er meget kort:
  • Michael Dahl Andersen: Centeren spillede for AEK Athen, da de tabte EuroLeague-finalen til Kinder Bologna i 1998 – og blev hentet til Bologna samme sommer.  
  • Mikkel Langager: Spillede i samme finale for AEK i 1998 og spillede senere EuroLeague for Real Madrid.  
  • Christian Drejer: Blev ”drafted” til NBA af New Jersey Nets, men spillede ikke i ligaen. Hentet til de forsvarende EuroLeague mestre FC Barcelona Basketball i foråret 2004. En skade gjorde, at han måtte stoppe karrieren i 2008.
  • Shavon Shields: Amerikaner med dansk mor, der kun nåede at spille en enkelt landskamp i 2018, inden han blev hentet til EuroLeague, hvor han nu er næstmest scorende for EuroLeagues nummer tre, Olimpia Milano.
 
Martin Poulsen fra Værløse Blue Hawks er indkaldt som ny 13. mand i landsholdstruppen. Poulsen var også med i landsholdstruppen i november, da Danmark overraskede og slog Litauen og Tjekkiet, men har endnu debut til gode.
 
EM-kvalifikationen består af otte grupper af fire hold, hvoraf de bedste tre går til EM. Undtaget er dog den danske gruppe, hvor Tjekkiet som værtsnation er sikret en plads. De øvrige hold tre spiller derfor om to pladser. Danmark tabte snævert til Tjekkiet i første puljekamp, med 75-71 på udebane, og lidt større hjemme til Belgien, med 72-88. I den coronafri boble i Litauen i november 2020 slog Danmark både Litauen og Tjekkiet.
 
Der er mange scenarier for gruppen, men det kan koges ned til at hvis Danmark slår Litauen i den sidste kamp, er kvalifikationen sikret. Der er en række muligheder for at sikre kvalifikation med en sejr over Belgien og et lille nederlag til Litauen, men så afhænger det af gruppens andre resultater.
 
I forhold til novembers kampe har Danmark profilerne Kevin Larsen og Darko Jukic med igen. Statistisk opvejer de ikke helt Lundbergs 25 point pr. kamp, men de kommer tæt på, med Larsens snit 15 point og Jukics ditto på 6,5 i kvalifikationen. Begge har tidligere vist, at de kan træde op i de store kampe. Jukic var næstmest scorende, da Danmark i 2016 slog Tyskland og Larsen ditto, da Danmark i 2018 slog Sverige.
 
Citater
 
Iffe Lundberg:
On skiftet: Jeg skifter til CSKA Moskva og det er jo helt vildt fantastisk. De har fulgt mig i store dele af denne sæson og grundet mine præstationer ville de gerne have fat i mig. Det i sig selv er jo en kæmpe ære. I min optik er de nok det bedste hold i Europa og som minimum top tre. Når sådan en klub gerne vil have en, så tager man imod det tilbud. At spille på det højeste niveau i Europa er en mulighed jeg har ventet på i lang tid, så jeg er rigtigt spændt og det bliver sjovt.
 
Om landsholdet: Det har betydet utroligt meget for mig at få lov til at repræsentere Danmark. En af de allerstørste ære man kan komme til at opleve som atlet, er at få lov til at repræsentere sit land i den sport, man nu dyrker, så det har været en fornøjelse. Men det er selvfølgelig ikke farvel det er jo bare på gensyn. Jeg ved ikke, hvornår det kommer til være, men jeg er sikker på at jeg nok en dag skal spille for landsholdet igen.
 
Dog vil jeg også gerne sige at det er mega ærgerligt at jeg nu ikke kan være med til at afslutte det, som vi startede for så mange år siden og slutte det af på en god måde. Jeg tror virkelig, at vi har chancen stadigvæk, selv om jeg ikke er med. Jeg ville bare gerne være en del af det, men jeg hepper på drengene og jeg kommer til at se kampene. De skal bare gå ud og give den gas og have det sjovt og vide at vi kan spille uden pres.

Og så selvfølgelig vigtigst af alt så vil jeg gerne give et shout-out til min smukke Camilla for altid at være der for mig og støtte mig igennem tykt og tyndt. Det fortjener hun. Det er et nyt eventyr der starter nu, det bliver rigtigt sjovt. Men vi er ikke færdige her endnu. I morgen venter den polske pokalfinale og jeg håber på en sejr så jeg kan slutte af på en ordentlig måde her.

 
Jens Døssing, Sportschef
Om Lundberg: Det er jo kæmpe stort for dansk basket at have en spiller på højeste niveau i Europa og så for et hold som CSKA Moskva. Jeg er utroligt stolt af Iffe og glad på hans vegne. Det har været utroligt at følge hans rejse fra Falcon, til det daværende Copenhagen Wolfpack og så Horsens og senere ud i Europa Det bunder nu ud i en kontrakt med et af verdens største basketballhold. Det er helt utroligt, og jeg vil gerne fremhæve Iffes professionelle og tålmodige tilgang til hans karriere. Han har taget de logiske skridt fremad, og bare arbejdet benhårdt for at forbedre de mangler han havde i sit spil. Det kan alle lære noget af.
Derudover vil jeg gerne fremhæve hans ydmyghed, der samtidig er kombineret med enorm selvtillid og troen på at alt kan lade sig gøre, hvis man arbejder for det.
 
Om Landsholdets situation: Det er et kæmpe tab for herrelandsholdet at Iffe ikke er med, ved de kommende EM-kvalifikationskampe. Det er der ingen tvivl om. Med det sagt, så kan alt ske i dette kvalifikationssystem og vi har flere gange set, både hos os selv og andre landshold, at når der mangler profiler, så er der andre der stepper op. Vi har stadigvæk rigtigt mange dygtige spillere og en stærk kemi på holdet. Vi kommer til Vilnius for at kæmpe som sindssyge og for at gå efter at kvalificere os til EM.

Landsholdskontakter

Jörgen Fastberg
Sportschef

Tlf. +45 20 59 18 01
E-mail: jfa@basket.dk
Mauricio Chicola Gutierrez
Sportskoordinator

Tlf. +45 91 95 66 98
E-mail: mag@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420