Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Iffe Lundberg skriver kontrakt med NBA klubben Phoenix Siuns

Iffe Lundberg skriver kontrakt med NBA klubben Phoenix Suns 


NBA-holdet Phoenix Suns har lørdag aften offentliggjort, at de har skrevet kontrakt for resten af sæsonen med den danske landsholdsspiller Gabriel ’Iffe’ Lundberg, som hidtil har spillet for det russiske storhold CSKA Moskva. Så sent som i går, blev det offentliggjort, at kontrakten med CSKA var blevet ophævet med enighed fra begge parter, og Iffe nåede derfor kun at gå klubløs i mindre end et døgns tid, før den store nyhed om hans skifte til Phoenix Suns blev offentliggjort.  
 
Phoenix Suns, som var i NBA finalerne i sidste sæson, ligger lige nu nummer 1 i Western Conference og har i indeværende sæson en record på 53 sejre og 14 nederlag. Han bliver holdkammerat til superstjerner som Devin Booker, Chris Paul og tidligere first-pick i NBA draften 2018, center DeAndre Ayton.  
 
Iffe bryder dermed barrieren og bliver den første dansker nogensinde på rosteren hos et NBA-hold. 
 
Formand for Danmarks Basketballforbund Mads Young udtaler i forbindelse med klubskiftet: 
 
”Først og fremmest et stort, stort tillykke til Iffe. Det her er den foreløbige kulmination på hans flotte karriere. Jeg er både stolt og rørt over, at vi nu har en dansker i NBA og er enormt glad på Iffes vegne.  
 
”Det er et kæmpe resultat for dansk basketball. Det er et step, som vi har arbejdet, ventet og håbet på i mange, mange år. Iffe er i forvejen en rollemodel for børn og unge i dansk basketball, og med det her skridt bliver han en endnu større rollemodel, som jeg håber vil inspirere alle i dansk basketball til at gå efter stjernerne” 
 
Herfra Danmarks Basketball Forbund skal der lyde et kæmpe tillykke til Gabriel ’Iffe’ Lundberg med klubskiftet.  
 
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420