Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Iffe og Danmark sender Arenaen i ekstase

Nyheder

Kæmpecomeback sender Danmark videre til EM-kvalifikation

Det danske herrelandshold i basketball rykkede op i den bedste kvalifikationsrække med en gysersejr over Hviderusland på hjemmebane i Ballerup. Foran næsten 2000 ellevilde tilskuere ramte Iffe Lundberg en tre-pointer med 1,2 sekunder igen, der sendte Danmark i front for første gang siden 6-4 i første periode.

Danmark spillede ikke den bedste kamp i kvalifikationen, rent offensivt, men måtte i stedet arbejde sig til sejren og afsluttede med at vinde de sidste minutter af kampen 13-1 på vej mod sejren, der lød på 69-66.

-Arbejdssejr, ja, det må man kalde den, sagde Lundberg efter kampen. Vi er bagud med 15 point og rebounder og forsvarer os til sejren, alle sammen. Og det sidste skud er bare et godt skud, og den gik jo i, afslutter Danmarks topscorer med et smil.

Med 1,2 sekunder igen, kom den helt store forløsning for Danmark, da Lundberg satte en treer til Danmarks første føring siden de første minutter af kampen, 69-66.

Det var ellers i lange perioder ikke en kamp at skrive hjem om, med et dansk hold, der efter de første par minutter konstant jagede en hviderussisk føring på 10-15 point. Skudprocenterne var lave for begge hold, men lavest for Danmark.

Allerede i første halvleg etablerede Hviderusland en føring på hele 25-9, som Danmark brugte resten af kampen på at indhente.
Gennem de næste 25 minutter, og især efter pausen, kæmpede Danmark sig tilbage i kampen.

-Vi har prøvet at være bagud før og er kommet tilbage rimeligt ofte, fortalte anfører Jonathan Gilling. Vi var inde i omklædningsrummet i pausen og fortalte hinanden, at vi skulle rebounde og løbe på dem og så begyndte spillet at blive en lille smule bedre. Det var en rigtig fightersejr.

Spillet blev lidt bedre efter pausen, hvor Danmark forvandlede pausestillingen 25-37 til 47-52 inden fjerde periode, som blev en gyser.

Det var to hold, der begge vidste, at det var nu, det gjaldt. Alle bolde blev jaget og flere gange endte det med spillerne i en bunke på gulvet, kæmpende om bolden.

Flere gange kom Danmark næsten op, som da Frederik Hougaard Nielsen med otte minutter igen satte tre point til 52-57, efterfulgt af en erobret bold fra Iffe Lundberg, der straks efter satte to straffekast til 54-57.

Hver gang, det skete, svarede Hviderusland imidlertid igen. Aliaksei Trastsinetski ramte et layup og Maksim Salash et skud og så var der distance.

Med fem minutter igen var Danmark bagud 56-65 og så blev der lukket ned i forsvaret. Hviderusland fik kun et enkelt point mere, et straffekast med lige over to minutter igen fra Roman Rubinshteyn til 63-66, inden den nervepirrende afslutning.

Lige efter satte Philip Hertz en tre’er til 66-66 og så gik der nerver i den. Begge hold missede flere tre’ere de næste minutter, inden Iffe Lundberg fik bolden med 10 sekunder igen. Den hurtige guard fintede et skridt mod kurven og steg så op til et skud og bolden droppede rent gennem kurven med 1,2 sekunder tilbage.

Hviderusserne tog straks en timeout, satte et spil op, men formåede ikke at få et skud af sted inden uret lød og Danmark kunne fejre sejren.

Efter sejren var det en glad landstræner, der takkede spillerne:

- Vi vidste fra starten, at det ville blive en svær kamp, sagde Erez Bittman. Jeg sagde til spillerne sidst i kampen, at det hold, der turde vise hjerte og turde gå efter det, ville vinde. Jeg er glad for at kunne sige, at det gjorde de.

Med sejren er Danmark sikre på at vinde gruppen, med en kamp tilbage mod Albanien på onsdag. Nu gælder det hovedkvalifikationen til EuroBasket 2021, hvor kun Europas bedste 32 hold er med – og ud af dem kvalificerer 24 sig til EM. Tjekkiet, Belgien og de 11-dobbelte olympiske- , VM- og EM-medaljevindere fra Litauen venter Danmark i gruppespillet, der begynder i februar 2020.

Landsholdskontakter

Jörgen Fastberg
Sportschef

Tlf. +45 20 59 18 01
E-mail: jfa@basket.dk
Steen Guido
Talentudvikler

Tlf. +45 20 64 09 26
E-mail: stg@basket.dk
Mauricio Chicola Gutierrez
Sportskoordinator

Tlf. +45 91 95 66 98
E-mail: mag@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420