|
Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke |
|
|
|
|
| |
Klubudviklingsudvalget og DGI basketball på studietur i København.
|
Den 28. og 29. april var DBBF´s klubudviklingsudvalg, og DGI basketball på tur til København for at besøge BørneBasketFonden og Falcon Basketball som begge har haft en stor andel i DBBF’s eksplosive medlemsvækst. |
BørneBasketFondens store andel ligger i kraft af deres store arbejde med at hjælpe eksisterende klubber, med at samarbejde med lokale institutioner, men også deres arbejde med at starte nye klubber op i områder hvor der er et behov. Især denne del af BørneBasketFonden arbejde har stor interesse for klubudviklingsudvalget og DGI basketball. Fredag mødtes udvalget således med Jens Laulund, direktør for BørneBasketFonden til en inspirerende snak om klubopstartsprojekter. Hvordan vælger man potentielle områder? og hvordan driver man klubberne videre på lang sigt?
” Det var Enormt inspirerende at møde Jens Laulund. Børnebasketfonden har fundet en forretningsmodel som både kan inspirere i egen klub, men som også skal udbredes bredt til inspiration. Også de steder, hvor BBF ikke lige når ud. ”
- udtaler Morten Jespersen, medlem af Klubudviklingsudvalget.
Lørdag morgen stod programmet så på et besøg hos Falcon basketball klub, hvor Formand Christian Vinther havde forberedt et oplæg omkring klubben, strategi, målsætninger og hvilke ønsker man har for klubben. Falcon har med sin eksplosive vækst de senere år, sat barren meget højt i forhold til hvor stor en klub kan være. Klubben har også fået en udbredt breddeprofil, der har 3,5 fuldtidsansatte som varetager driften af klubben som har ca. 850 medlemmer.
” Hele tanken i Falcon om at holde bredde-perspektivet højest og så lade evt. talent og elite udspringe heraf, hvis det er der, synes jeg er meget interessant. Jeg tror virkelig mange klubber ville få meget mere ro på - og en bedre oplevelse for medlemmerne, hvis man tog den samme tilgang. ”
- udtaler Susanne Fløe, Formand for Klubudviklingsudvalget.
Det sidste punkt på programmet var et oplæg fra Enrique Cordova-Jensen fra DBU, som holdt et oplæg omkring klublicens. DBU har stor og lang erfaring med at arbejde med klublicenser. Oplægget skulle give DGI og DBBF politikere inspiration og viden om, hvordan en klublicens kan være med til at skabe positiv fremdrift i forbundets klubber. Arbejdet med klublicens er i en undersøgende fase, og Klubudviklingsudvalget prøver at bliver klogere på hvordan man kunne arbejde med en klublicens i basketball regi.
Om arbejdet med en evt. klublicens udtaler DBBF’s breddechef, Thomas Johansen, følgende:
”Med den positive udvikling vi har set de sidste par år, i forhold til medlemsvækst, er det utrolig vigtigt, at vi hele tiden tænker på hvordan vi kan støtte klubberne i, at blive endnu bedre til at arbejde med organisationen. Arbejdet med en klublicens kunne have positive konsekvenser for klubberne og motiverer dem til at arbejde målrettet med det organisatoriske. Det er et spændende område som vi skal se nærmere på. ” |
| | |
|
|