Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Nu venter verdens nummer ni

Nyheder

Kan vi gentage sensationen mod verdens-ni'er?

Danmarks basketballlandshold for herrer skabte lørdag en af de største overraskelser i europæisk basketball i de sidste mange år, måske nogensinde, da verdensranglistens nummer 59 slog nummer otte, Litauen. Søndag skal de danske drenge forsøge at gøre det igen, når de står overfor listens nummer ni, Tjekkiet.
 
I en verdenssport som basketball, med ca. 450 millioner spillere i verden, er afstanden mellem top ti og top 50 normalt meget stor. Coronasituationen og en konflikt mellem det det internationale forbund FIBA og den private EuroLeague har dog udlignet oddsene lidt. Således mangler de fleste lande i kvalifikationen en eller flere spillere, herunder også Danmark og Tjekkiet.
 
Tjekkiet spillede i sommeren 2019 et flot VM, hvor de endte i kvartfinalerne og ikke mindst sluttede over USA. Tjekkerne har, ligesom Danmark, ikke alle profiler med, men de stiller stadig med et stærkt hold, hvor 4-5 spillere lønmæssigt i den helt tunge ende af en sport med store millionlønninger.
217 centimeter høje Ondrej Balvin, der er storprofil i spanske Bilbao og var virkelig god til VM, var udset til at være tjekkisk stjerne i denne kvalifikationsrunde. Til VM var han tjekkernes bedste rebounder og fjerde mest scorende spiller og han kan blive en udfordring for danskerne, der er uden store, tunge Kevin Larnsen. Balvin måtte imidlertid udgå med en skade i fredagens kamp mod Belgien, så der er en chance for at danskerne undgår ham. Det vides ikke før kort før kampen.
 
Til VM var Jaromir Bohacik næstmest scorende, med over 15 point pr. kamp, kun 0,2 point mindre i gennemsnit end Chicago Bulls-spilleren Tomáš Satoranský – og Bohacik er med mod Danmark. Den 197 centimeter store forward spiller til daglig i Strassburg i den bedste franske liga og han er en, danskerne skal passe på, både tæt på kurven og fra distancen. Da de to lande mødtes i februar ramte Bohacik 7 af 11 skud indenfor tre-points-linjen, mens 3 af 7 af langskuddene gik i.
 
Tjekkerne er ikke kommet fra start i kvalifikationen som håbet eller ventet, med en sejr i tre forsøg (i en tæt kamp på hjemmebane mod Danmark i februar), men det betyder heller ikke alt for dem. Som værtsnation til EM 2021 er de nemlig allerede kvalificeret, så for de tre andre hold i gruppen er der kun to pladser at spille om. Det betyder, at Danmark skal ende over Litauen eller (indtil nu ubesejrede) Belgien for at kvalificere sig til den første EM-slutrunde i historien.
Danskernes chance mod tjekkerne ligger i holdspillet og at alle bidrager – og så skal Iffe Lundberg spille endnu en brandkamp.
 
Mod Litauen var det kollektivet, der bar Danmark igennem. Iffe Lundberg fik 33 minutter på banen og scorede 28 point, men herudover var ni spillere på banen mellem 15 og 20 minutter og alle scorede. Der var altså hele tiden friske ben i forsvaret og i angrebet bød alle sig til. Det skal gentages søndag.
 
På et enkelt område er det i forhold til kampen mod Litauen nødvendigt med forbedringer: De store må ikke komme i fejlproblemer. Både Sami Eleraky og Jonas Zohore var i overhængende fare for at begå deres femte fejl tidligt i kampen og derefter se på fra bænken. Det gjorde dem mindre effektive, end de kunne have været.
 

Citater

Iffe Lundberg (28 point mod Litauen)

- Vi skal ned på jorden og adskille søndagens kamp fra den i fredags, for det var jo bare én kamp og den betyder ikke ret meget, hvis vi ikke vinder over Tjekkiet. Vi har ikke vundet noget endnu, så vi skal være fokuserede og prøve at få én sejr mere. Det er nødvendigt for vi kan spille med om kvalifikation til EM.
 
- Tjekkiet er en stor nation, der er godt coachet og med gode profiler. Det er lidt usikkert hvem de har med, for det lignede, der var nogle skader efter kampen fredag. Det skal vi forsøge at drage nytte af.
 
Jonas Zohore

Om kampen mod Litauen:

- Jeg er helt målløs, utrolig taknemmelig, men ikke mindst mega stolt og tilfreds indeni.  Den her kamp har betydet utrolig meget og har nu sat et præg på dansk basketballs fremtid og anerkender os på et andet dybere niveau. Jeg vil dog sige, at vi endnu ikke er færdige med at bevise hvad vi har i os og sammen kan udrette, forhåbentligt en endnu større sensation og bedrift ved at kvalificere os videre.

- Udover det har den personligt betydet en masse for mig mentalt i forhold til min egen udvikling og syn på mig selv og de kampe jeg som spiller selv har. Derfor kan det ikke blive bedre at slå selve Litauen i deres eget land. Jeg har ikke følt mig så emotionel og lettet efter en kamp som denne i hele min karriere.

Om kampen mod Tjekkiet:

- Kampen mod Tjekkiet på søndag kommer til at betyde rigtig meget, og kan blive en afgørende kamp for hele gruppens stilling og for hvem der ender med at slutte af som to og tre.
­
- Vi skal derfor ud og bevise endnu engang at vi har det der skal til for at være med på toppen og det ikke bare var en engangsoplevelse. Vi har slået store hold før og vi kan gøre det igen. Vi skal ud og spille god og smart basketball i 40 min, vi tror på det, har hold kemien og den spirit og energi der skal til for at lykkedes.
 
Adama Darboe, anfører

Om kampen mod Litauen:

- Jeg synes det er vanvittigt sejt at vi formår at slå Litauen i Litauen. Det er en nation, som jeg ikke troede vi skulle være i stand til at slå i min tid. Jeg er sindssygt stolt af os som hold!

Om kampen mod Tjekkiet:

- Kampen søndag mod Tjekkiet bliver en rigtig svær kamp, de spiller meget fysisk og er et landshold som har været omkring de samme spillere i lang tid. Men vi er underdogs igen, og det har jeg det fint med. Vi har en kæmpe mulighed for at placere os mere end solidt i gruppen. Samme opskrift som mod Litauen. Højt tempo, styr rebounds og tæt efter halvleg, så har vi nogle rigtig gode muligheder for at sejre
Erez Bittman, Landstræner
 
- Efter en stor sejr som den fredag, er det vores mål at få spillerne fokuseret på endnu en vigtig kamp. Denne gang er det mod et af de mest succesfulde hold i Europa de senere år, men vi tror på at hvis vi kan spille som vi gjorde mod Litauen, kan vi få én mere stor sejr.

- Vi ville ønske at vi kunne have spillet denne kamp på hjemmebane foran 3.000 vilde fans, men vi får et kæmpe rygstød, selv herovre, for vi kan mærke opbakningen via de sociale medier.
 
Billeder: FIBA

Landsholdskontakter

Jörgen Fastberg
Sportschef

Tlf. +45 20 59 18 01
E-mail: jfa@basket.dk
Mauricio Chicola Gutierrez
Sportskoordinator

Tlf. +45 91 95 66 98
E-mail: mag@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420