Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke
Landshold » Nyheder » Storsejr over Albanien blev sikret i 2. halvleg

Nyheder

Dansk storsejr over Albanien gør næste lørdags kamp til gruppefinale

Det danske herrelandshold i basketball er stadig ubesejrede i playoffkampene om EM-kvalifikationen efter en sikker sejr på hjemmebane i Ballerup Super Arena over Albanien.
Danskerne tromlede støt og roligt hen over sydeuropæerne de sidste tre fjerdedele af kampen, på vej mod en sejr på 95-73. Det var igen Iffe Lundberg der blev topscorer for Danmark med 23 point og han var tilfreds med indsatsen og især forsvaret:
- Det var en fin kamp, sagde Tenerife-stjernen efter kampen. Vi arbejdede hårdt og fik de skud, vi gerne ville have. Når vi begynder at spille forsvar og spiller angreb på den måde, som vi gør, er vi et meget, meget svært hold at slå.
Vi skulle hen sidst i anden periode, inden Danmark fik kontrol over kampen. Danmark spurtede ellers ud til en 15-5 føring efter tre minutter, på seks point hver fra Iffe Lundberg og Philip Hertz. Derefter kom der imidlertid gang i udeholdet, der kom foran 19-22, bl.a. på skud fra Endrit Hysenagolli og to tre’ere af Robert Shestani. Danskerne var dog ikke slået ud og, båret af forsvaret, der nu begyndte at vise tænder, tog de føringen igen, da Philip Hertz stjal bolden og sendte den frem til Iffe Lundberg, der scorede et layup til 28-27 i starten af anden periode. Kort efter satte Lundberg gang i publikum med en scoring efter en akrobatisk eurostepbevægelse, hvorefter stemningen røg helt op, da Kevin Larsen smed en aflevering højt op over kurven til Sami Eleraky, der dunkede den i til 39-33 med tre minutter igen af halvlegen. Danmark gik til pause foran 45-36.
Herfra udbyggede danskerne føringen til 66-50 sidst i tredje periode, mens landstræner Erez Bittman brugte muligheden for at give spillere, der normalt ikke spiller så meget, nogle værdifulde minutters erfaring. Arenaens lydniveau steg endnu nogle decibel, da store Kevin Larsen sendte en tre-pointer i kurven til 76-55.
Landstræner Erez Bittman var tilfreds med kampen og især med at kunne give minutter til de spillere, der arbejdet knaldhårdt til træning, men måske ikke får så mange minutter i kampene: -Denne kamp indeholdt en vigtig besked til vore reserver, sagde træneren. Chancen kan komme hver eneste dag og de kan være effektive hver kamp. De træner enormt hårdt og vi har nogle unge spillere, der fik vist, de kan komme med energi og hjælpe os vinde kampe.
Danmark endte med at vinde 95-73, hvilket betyder at næste lørdags mod Hviderusland kamp bliver en gruppefinale. Den første kamp mellem de to, i Hviderusland, endte med en tre-points sejr til Danmark, så alt fra en sejr til et to-points nederlag sender Danmark videre i kvalifikationens hovedrunde, hvor blandt andre Litauen venter.
Kampen mod Hviderusland spilles lørdag 17. august kl. 15:30 i Ballerup Super Arena.
Køb billetter til kampen her: basket.dk/billet
Hjemmekampene sendes forskudt senere på aftenen på SPORT LIVE. Det er kl 21:30 for kampen 10. august mod Albanien.

SPORT LIVE kan fås hos følgende tv-distributører: TDC, YouSee, Canal Digital, Stofa og Waoo. Hvis man har en bland-selv-pakke hos en af distributørerne skal man ikke betale noget men blot skifte en af sine andre kanaler ud med SPORT LIVE.

Skal du ikke til Hviderusland eller Albanien og se kampene i hallen, kan du se dem på YouTube.

Kampen 7. august i Hviderusland kan genses her:

Danmark gik ubesejret gennem første kvalifikationsrunde i 2017-18, hvor blandt andet Albanien var blandt modstanderne. Alligevel blev forventningerne holdt i ave, da anden runde i 2018-19 bød på stærke modstandere som Sverige og Hviderusland, der historisk har været et par niveauer over Danmark, og kun vinderne kvalificerede sig til top 32.

Den endte med at være marginalerne, der afgjorde, at Danmark måtte ud i denne sommers playoffkampe, idet den første runde kampe bød på sejre over begge historisk stærke modstandere. Den største sensation var sejren over Sverige på hjemmebane, som Danmark ikke havde slået i over 50 år.

Til sidst faldt gruppen sådan ud, at vinderen mellem returopgøret mellem Danmark og Sverige i Malmø ville afgøre gruppesejren og oprykningen. Her var Danmark foran med et minut igen og havde – efter et svensk comeback – to straffekast, der kunne have udlignet kampen med 11 sekunder igen, men som røg ved siden af.

Kampene i kvalifikationsplayoff afvikles således:

Lørdag 3. august: Albanien-Hviderusland
Onsdag 7. august: Hviderusland-Danmark
Lørdag 10. august: Danmark-Albanien
Onsdag 14. august: Hviderusland-Albanien
Lørdag 17. august: Danmark-Hviderusland
Onsdag 21. august: Albanien-Danmark

Landsholdskontakter

Jörgen Fastberg
Sportschef

Tlf. +45 20 59 18 01
E-mail: jfa@basket.dk
Mauricio Chicola Gutierrez
Sportskoordinator

Tlf. +45 91 95 66 98
E-mail: mag@basket.dk
Danmarks Basketball Forbund | Brøndby Stadion 20 | 2650 Brøndby | Tlf.: 43262420