|
Få alt det nye fra
Danmarks Basketball forbund i din indbakke |
|
|
|
|
| |
Tæt på sensationen mod Italien
|
Med 85 sekunder tilbage af det danske basketlandshold for kvinders comebackkamp på hjemmebane efter 19 år, var muligheden for sensationen til stede. Ida Tryggedson havde lige reduceret til 72-76 på en tre-pointer og 1600 mennesker i Gentoftehallen var på benene. Italien endte med at tage sejren kvalifikationskampen hen mod EM 2021 med 82-72, men det er et resultat, der vil vække opsigt i Europa.
-Man må gerne sige tillykke, sagde træner Jesper Krone efter kampen, da han blev spurgt om det var passende på trods af nederlaget. Den præstation, vi leverer, er værdig for de 1500-1600 mennesker, der var i hallen og den er værdig for os og dansk kvinde- og pigebasket.
De danske basketkvinder har vist hjerte og fight helt fra foråret, da de selv stod bag indsamlingen, der overhovedet gjorde det muligt at spille. Den mentalitet var også tydelig sidst i kampen, da Italien ellers var foran 72-59 med lige over tre minutter igen, men danskerne aldrig gav op. Maria Jespersen og Emilie Hesseldal ramte tre’ere og så var publikum i hallen på benene, mens Italien var tvunget til en timeout.
Kort efter ramte også Anna Seilund en tre’er til 69-74 og da Ida Tryggedson med halvandet minut igen sendte endnu et langskud i nettet, eksploderede hallen i larm.
Sensationen udeblev dog, især på grund af Italiens superstjerne Cecilia Zandalasini. Fernerbahce-spilleren satte fem point i slutfasen og lavede en professionel fejl, der stoppede Danmarks momentum. Da Giorgia Sottana så scorede til 72-75 med 40 sekunder igen, var chancen for sensationen forduftet for Danmark. |
Danskerne var på trods af nederlaget, tæt på at være stolte af resultatet.
-Hold da op, udbrød topscorer Ida Tryggedson efter kampen. Det var alt for fedt. Vi kommer fra ingenting og så spiller vi bare med et af de bedste hold i Europa. Jeg tror ikke… Må man godt sige, at der nok ikke var nogen, der troede på det her med hjertet for en uge siden?
Tryggedson fremhævede danskernes bredde som en af nøglerne til at kampen blev tæt:
-Det er vigtigt, at når vi skifter ud, så kommer der noget andet på banen, men niveauet falder ikke. Alle bidrager med noget forskelligt og det var virkeligt et hold, der spillede i dag. Ja, det har det jo været hele vejen, da vi startede med crowdfunding for at gøre det muligt.
Danmark fik en drømmestart, med en 18-14 føring efter seks minutter. Der var scoringer tæt på kurven fra Emilie Hesseldal og tre’ere fra både Gritt Ryder og Tryggedson, mens forsvaret – og tilskuerne - fik sat pres på udeholdet.
Stemningen i hallen var på kogepunktet, da Anna Seilund sikkert satte to straffekast til 18-14, men så begyndte Italiens erfaring og klasse at skinne igennem. Med par minutter igen i første periode tog gæsterne føringen på to point fra Martina Bestagno til 19-18 ig superstjernen Cecilia Zandalasini fulgte med to scoringer, så de to hold gik til den første pause med Italien i front 18-24. |
I anden periode kunne Italien ikke skabe det afgørende hul, især på grund af en flok godt skydende danskere. Anna Seilund ramte en enkelt og Hanna Sheikh tre tre’ere, så Danmark fulgte med til 29-34. Derefter gik det imidlertid hurtigt den anden vej.
Olbis Futo Andre scorede et par stykker og Elisa Penne løb et fastbreak i og så var forskellen pludselig 11 point. Blødningen blev imidlertid stoppet da Hanna Sheikh blev fejlet på en tre’er og sikkert satte alle tre skud til 32-40.
Resten af halvlegen svingede den italienske føring mellem ni og 13 point og de 1600 tilskuere gav danskerne en kæmpe klapsalve på vej ud til halvlegspausen ved stillingen 38-47.
Fra starten af tredje periode åbnede Italien en større føring, med scoringer fra Sabrina Cinili , Olbis Futo Andre og Giorgia Sottana til 56-41, men Danmark havde stadig lidt at give. Ida Tryggedson reducerede med en tre’er, inden Maria Jespersen gjorde det til 46-56.
Italien fik mod midten af anden halvleg bygget den føring op, som danskerne var så tæt på at hente til sidst, men kan tage hjem med en favoritsejr på 72-82.
Tjekkiet topper gruppen, inden deres møde med Rumænien søndag aften, med Italien og Rumænien lige efter. Danmark er eneste hold uden sejr efter to kampe.
Danmarks næste kampe er først i november 2020.
Topscorere:
Danmark: Ida Tryggedsson 18, Maria Jespersen 14, Anna Seilund 10
Italien: Cecilia Zandalasini 20, Francesca Dotto 20, Giorgia Sottana 16
|
| | |
|
|