På Rigsdagen 2009 blev det vedtaget at klubber kan registrere ungdomsspillere hos DBBF fra deres 1. år som U16 spiller. Sidste frist for at få registreret spillere for sæsonen er den 1. december.
§ 39
Stk. 1. Klubber kan registrere deres ungdomsspillere hos DBBF fra deres 1. år som juniorspiller (U16). Spillerne kan registreres indtil de overgår til senior. En spiller kan derfor maksimalt registreres i fire sæsoner.
Stk. 2. Registreringen foregår via skema der er tilgængeligt på forbundets hjemmeside hvor de relevante ungdomsspillere fra pågældende årgang anføres med navn og fødselsdato.
Spillerne kan registreres ved indsendelse af skema fra 1. september til 1. december hvert år. Spilleren kan kun registreres en gang pr. sæson og registreringen gælder for hele sæsonen.
Stk. 3. Såfremt en registreret spiller skrives i protokollen for et ligahold til en ligakamp eller pokalkamp er moderklubberne berettiget til uddannelses erstatning svarende til de år spilleren har været i moderklubberne. Såfremt spilleren har været i flere klubber deles beløbet i forhold til antallet af sæsoner spilleren har været i hver klub.
Stk. 4. Uddannelsesafgiften er ved reglens indførelse 2.000 kr. pr. sæson for herrer og 1.000 kr. pr. sæson for damer, men fastsættes løbende af bestyrelsen.
Stk. 5. Såfremt moderklubberne er berettiget til uddannelseserstatning skal denne skriftligt kontakte DBBF og den klub hvor spilleren spiller inden 6 mdr. efter spillerens første ligakamp og gøre krav på beløbet. DBBF skal derefter verificere kravet og spillerens nye klub skal derefter overføre det skyldige beløb indenfor tre uger med kopi til DBBF.
Såfremt spilleren ikke anføres i protokol i en ligakamp i spillerens 5 første seniorsæsoner, bortfalder alle rettigheder til uddannelseserstatning for moderklubben.
Såfremt en spiller flytter til en ligaklub som ungdomsspiller, vil moderklubberne stadigvæk være berettiget til uddannelseserstatning såfremt spilleren senere spiller på klubbens ligahold.
Stk.6. Ved beregning af tilskud tages der udgangspunkt i spillerens fysiske alder og ikke hvilken række han har spillet i.
Stk.7. Ved tvivlstilfælde påhviler det altid moderklubberne at dokumentere eventuelle krav.
|